Den korsformede middelalderborg

Gjorslev er ikke blot landets største og mærkeligste, men også dets som helhed bedst bevarede verdslige middelalderbygning, mere slot end borg ved sin frie beliggenhed og sine højt hvælvede søjlehaller og fint kultiverede dekorative enkeltheder. Nok er slottet bygget på et lavt, rummeligt voldsted i randen af side enge, engang sø og sump, og savner langtfra forsvarsmæssige træk i sin arkitektur, men det mangler ganske ringmur, volde og andre ydre værn.

Bygningen har i sit anlæg form som et latinsk kors, lagt solret med de tre korte arme mod nord, øst og vest og den lange arm i syd. Det kvadratiske, 28 m høje tårn i korsskæringen springer med sine 11,65 m brede sider frem foran korsarmene for at levne plads til de smalle, skaktagtige vinduer, der oplyser tårnets store, hvælvede centralrum. Over underetagen, kælderagtig, fordi det ydre terræn er hævet ret væsentligt, rejser sig det højloftede hovedstokværk og derover et lavere stokværk, oprindelig blot styrterumsloft til oplag, men i 1700- tallet omdannet til beboelse.

Herover løfter tårnet sig med sine godt to meter svære kassemure i endnu fire stokværk foruden det øverste loft, der, indtil det i 1740'rne fik det nuværende pyramidetag, stod som en åben, blytækket »altan«, i sin oprindelse antagelig med muret brystværn med skydeskår.

Bemærkelsesværdige enheltheder

De oprindelige højtsiddende, fladbuede vinduer, delvis bevaret i østre korsarms nordside, har været ganske små; sydfløjen har dog mod øst haft et rigt profileret spidsbuet vindue i en stor blinding. Ejendommelige er ikke mindst østfløjens næsten tre m høje, men kun seks-syv cm brede skydeskår, der lidt under midten har en cirkulær udvidelse til bøssepiben. Mens disse skydeskår, af en i Norden ellers ukendt type, må være samtidige med bygningen, er de nøglehulsformede skydeskår i tårnets syvende stokværk af senere dato.

Kælderstokværket har bevaret sine krydshvælv, mens hovedstokværkets hvælv

længst er forsvundet i øst- og sydfløj en og helt fornyet 1874 i vestfløjen. Nordfløjens høje spidsbuede hvælv understøttes ligesom vestfløjens af en tre meter høj granitsøjle, der er ældre end borgen selv, hvorimod tårnsalen har et ottedelt, kuplet krydshvælv. Slutstenene i ribbernes sammenskæringer bærer våbenskjolde for de danske stifter samt for en række medlemmer af Roskilde domkapitel i Peder Jensen Lodehats bispetid (1395-1416).

Kongemorderen

Gjorslev skal ifølge Arild Huitfeldt have tilhørt væbneren Rane Jonsen, hvis part i mordet på Erik Klipping samtiden anså for sikker, og som da også førte til hans henrettelse; i øvrigt var hans slægt på forskellig vis knyttet til Stevns. 1370 var gården et fogedi under Roskilde bispestol, og halvdelen af landsbyen Gjorslevs seks boel lå under hovedgården, mens resten dyrkedes af tyve gårdsæder.

Dronningebispen

Peder Jensen Lodehat nævnes udtrykkelig i en gammel notits som »fundator castri Giordsleff« dvs. borgen Gjorslevs skaber. Det var denne myndige og handlekraftige prælat, der 1387 gik i spidsen for de mænd, som tog dronning Margrete til rigets »fuldmægtige formynder og frue«, og han var siden hendes nærmeste rådgiver og støtte, så adelen måtte finde sig i lidt af hvert: det forbud mod at opføre befæstede borge, der først blev ophævet 1483 i kong Hans'  håndfæstning, mere gods inddraget under Kronen og beskyttelse af de selvejerbønder, der endnu var, og i det hele taget af de svage i samfundet.
 

Fallitbo på kgl. hænder

Misagtet veldædighed

Dronning Charlotte Amalie opholdt sig gerne på Gjorslev, men ved hendes død 1714 var alt dog i forfald, og datteren Sophie Hedevig lod det følgende år en gennemgribende istandsættelse foretage ved generalbygmester Johan Conrad Ernst. Just Høegs fløj fornyedes indtil de hvælvede kældre, og de store søjlehaller blev opdelt, ligesom tagværket fornyedes, og gavlene afvalmedes. Centraltårnets »altan« bibeholdtes derimod, indtil Lindencrone 1748 erstattede den med det smukke pyramidetag, hvis fire frontonkronede kviste med fin virkning gentager træk fra Irgens' østgavl. Herover blev fem forgyldte stjerner på høje jernstænger sat til ziir. Et levn fra ryttergodstiden er de lange bindingsværksstalde, der med mindelser om samtidig landsbyarkitektur smukt flankerer tilkørselen »Bredgade« igennem ladegården.

Sidste væsentlige indgreb i den gamle bispeborg var den unænsomme, om end velmente fornyelse af vestfløjens søjlehal og spidsbuede vinduer, som kultusminister Jacob Frederik Scavenius iværksatte 1874.

Fra århundredskiftet var den store besiddelse præget af opløsning, indtil den 1925 tillige med Søholm erhvervedes af kammerherre Adolph Tesdorpf på Pandebjerg. I 1970 overdrog kammerherre Edward Tesdorpf sin ældste søn, godsejer Peter Henrik Tesdorpf, den 3000 tdr. land store ejendom, hvoraf 1360 tdr. land skov.